9. juni 2016

En større udskiftning af lejrdeltagere

De nytilkomne tager opstilling foran Skier’en i Kangerlussuaq Airport lige før afgang. Fra venstre mod højre: Kristian, Hans-Christian, Anders, Thomas, Kerim, Helen, Iben, Jan, Eliza (skal ikke på isen endnu, men højner billedets kvalitet).

I dag modtog vi en Herkules Skier med 8 nytilkomne medens 4 deltagere forlod lejren, sådan at der nu er 21 personer i lejren. Flyoperationen gik glat og Skier’en lettede i første forsøg. Med 8 nye i lejren varer det lidt tid inden vi er tilbage i en fast rutine.

Vi brugte dagen på at installere folk og vænne os til omgivelserne og hinanden. Ikke desto mindre var der god fremgang for de igangværende projekter. I borehallen vil de følgende uger blive brugt på at klargøre installationen af boretårnet og spillet. I dag var et vigtigt fremskridt fastlæggelsen af den præcise position for det fremtidige borehul i borehallen. Der hersker god stemning og vi ser frem til de næste 2.5 uger i lejren, hvor den næste flyperiode igen vil ændre på sammensætningen af lejrdeltagerne.

Hvad vi har foretaget os i dag:

  1. Modtaget Skier 52 med nyt personale og last.
  2. To Twin Otter flyvninger for Nettles gruppen hjembragte seismisk station NE-3.
  3. Den præcise placering af borehullet blev fastlagt I borehallen.
  4. Klargjorde til installation af ‘casing’ i det schweiziske borehul.
  5. Fik forsynet Hans-Christians laboratorietelt med el og fik gravet teltet fri for sne.
  6. Blev installeret og beundrede de underjordiske huler i området.

Ad.1: Modtog frossen mad og sendte tomme olietønder retur.

Vejret i dag: Mest klart vejr, men med nogle skybanker mod øst. Temperatur -8 °C til -20 °C. Vind 2-3 m/s fra Vest og senere Syd. En god dag til flyvninger og udendørs arbejde.

FL, Anders Svensson

Trevor og Dennis udpeger den præcise position af det dybe borehul i borehallen.