House-warming i ‘Vanddamps-teltet’ – University of Copenhagen

Forward this page to a friend Resize Print Bookmark and Share

EastGrip - The East Greenland Ice-core Project > Field Diaries Folder > DK diaries 2016 > House-warming i ‘Vandd...

14 June 2016

House-warming i ‘Vanddamps-teltet’

 Tirsdag den 14. juni 2016

Udendørs kaffepause i den stille eftermiddagssol.

Lejren værdsatte en normal arbejdsdag for første gang i nogen tid uden flyvninger. En Viessmann kabine blev bragt ned i borehallen og samlet i bagenden af hallen, hvor den skal fungere som opvarmet værksted. Om eftermiddagen tog fire personer lige udenfor lejren for at bore en 11m iskerne med håndboret til ETracer Projektet. Senere i år vil et ’æg’ med trådløse sensorer blive installeret i bunden af hullet for at måle temperatur og tryk.

Om aftenen var lejren inviteret ud til ’vanddamps-teltet’ for at få demonstreret det nyligt installerede tårn og det analytiske apparatur. Opstillingen måler automatisk den isotopiske sammensætning af vanddamp i fire forskellige højder over sneoverfladen. Desuden måles horisontale og vertikale vindhastigheder. Kombinationen af målingerne muliggør bestemmelse af de isotopiske flukse af vanddampsmolekyler ind og ud af sneen. Analyserne vil forbedre vores forståelse af klimasignalet som ses i iskernerne.

Hvad vi har foretaget os i dag:

  1. Samlet Viessmann værksted i bagenden af borehallen
  2. Repareret borehulskameraet og geninstalleret borerøret ved det schweiziske borested
  3. Første dag med kontinuerte målinger for overflade-analyse-programmet
  4. Borede 11m kerne EGRIP 2016 EGG Core 1 med håndboret
  5. Gentog prøvetagning fra overflade langs en linje i ren-sne området

Ad. 4: Den 11 m dybe EGRIP 2016 – EGG core 1 til ETracer Project blev boret fra bunden af et 2.20 m dybt hul udgravet ca 25 m vest for for ‘Stapi’ ved N 75.63095, 
W 35.99660 (position juni 2016). Kernen vil blive analyseret for massefylde ved AWI.

Vejret i dag: En solrig dag med meget svag vind. Temperaturer -4 °C til -14 °C. Vind 4 m/s fra SV om formiddagen aftagende til 0-1 m/s om eftermiddagen fra S.

FL, Anders Svensson

Tirsdag den 14 juni 2016

Hans-Christian præsenterer stolt det automatiske vanddamps-analysesystem i 'vanddampsteltet'

← Forrige dagbogsblad   Næste dagbogsblad→