2017-06-07 – University of Copenhagen

Forward this page to a friend Resize Print Bookmark and Share

EastGrip - The East Greenland Ice-core Project > Field Diaries Folder > DK diaries 2017 > 2017-06-07

07 June 2017

2017-06-07

Onsdag d. 7. juni 2017

Iben,Dennis, Sverrir, Jianzhong og Eliza bygger en pallet med gods til Kangerlussuaq.

Vejrudsigten for fredag er dårlig. Vi flytter et fly frem til torsdag.

I denne type arbejde ændrer planerne sig hele tiden. Oprindeligt havde vi planlagt to fly til fredag; men i morges fik vi en dårlig vejrudsigt for fredag. Omkring torsdag aften begynder en regulær snestorm som kommer til at vare torsdag nat og fredagen med. Der er varsel om vindstyrker på op til 25 m/s på tværs af landingsbanen og sne. Vi har derfor bedt om et fly imorgen, og forhåbentlig et fly til på lørdag. Heldigvis har 109th været i stand til at efterkomme vort ønske.

Elleve personer vil forlade lejren i morgen, en dag tidligere en planlagt, og det giver en særlig atmosfære i lejren her til aften. Der er mange stille samtaler da mange nyder den sidste aften i lejren. Flere har også været ude at gå da vejret stadig er virkeligt dejligt, uden tegn på forestående ballade. Vi forbereder os på blæsten og sneen, så vi har ryddet godt op i lejren ved at indsamle alle løse dele og fjerne kasser og beholdere fra sneen. I morgen vil vi sikre bygninger og telte.

Hvad vi har lavet i dag:

  1. Iskernebehandling: 28,05 m eller bags 350-400 (220,00 m).
  2. Borede i eet skift. 3,26 m frem til kl 19.00.
  3. Loggede iskerner i eet skift. Logget dybde 319,43 m.
  4. Ceilometer (laser skymåler) er nu aktiv.
  5. Arbejdede på el-installationer i borehallen og laboratoriehallen.
  6. Byggede en palet med retur gods til flyet i morgen.
  7. Oprydning i lejren som forberedelse på snestormen torsdag aften.
  8. Tysk indsamling af sneprøver.
  9. Japansk aerosol opsamling og sneeksperimenter.
  10. Vanddampsmålinger, metanmålinger og grænselags meterorologiske observationer.

Ad.2: Borernes rapport (af Trevor Popp): Tilføjelsen af et lod på 70 kg forøger hastigheden ned gennem borevæsken med 50 %. Den sidste afprøvning idag blev udført med den ny EGRIP elektronik med to meter kernerøret og et lod. Efter ugers fejlfinding ved J.C. med støtte fra Bruno (i lejren) og Bent (i København) foretog vi en fin boring som gav et fyldt kernerør med en iskerne af flot kvalitet og et fyldt spånkammer pakket med tørre spåner. Den ekstra energi og det ekstra moment som den nye elektronik giver ser ud til at forbedre spåntransporten. En god sidste aften for Jens Christian.

Vejret i dag: Solskin. Temperatur: -8°C til -23°C. Vind: 1-6 m/s fra SV. Sigtbarhed: Til horisonten.

FL, J.P.Steffensen

← Forrige dagbogsblad   Næste dagbogsblad→