20. april 2015
I slutningen af april 2015 er feltsæsonen på den grønlandske Indlandsis så småt ved at starte. Og i denne sæson vil der være to spændende projekter at følge on-line.
Projekterne foregår dels i den nordlige del af Grønland og dels ved Renland nær den Østgrønlandske kyst.
På Grønlands østkyst vil de første deltagere ankomme til Renland (RECAP projektet) d. 28/4 2015, og de sidste vil flyve ud igen omkring slutningen af juni måned. I løbet af de to måneder vil et forskerteam på 20 personer bore en mellemlang iskerne, som tidsmæssigt svarer til de seneste 100,000 år.
Et andet team på 11 deltagere vil foretage en 380 km lang traverse med udgangspunkt i det nordvestlige Grønland. Hovedformålet er her at flytte den gamle NEEM lejr, for at etablere den kommende iskerneborelejr, EastGRIP, i det nordøstlige Grønland. Under traversen vil teamet udføre målinger på isen.
Følg de to teams online
D. 20 april 2015 vil de første feltdeltagere lande i Kangerlussuaq, Grønland, hvor de vil åbne feltkontoret. I løbet af den første uge vil feltdeltagerne mødes og pakke udstyr, inden de flyver videre til lejrene, henholdsvis øst- og nordpå.
I løbet af sæsonen er det muligt at følge de forskellige projekter online via hjemmesiderne NEEM og RECAP. Nyhederne vil om muligt blive opdateret dagligt. Fra NEEM på både dansk og engelsk, men fra RECAP kun på engelsk. Derudover vil der også være nyheder at hente fra EastGRIP traversen på Twitter NEEM_to_EGRIP.
EastGRIP projektet
Gletsjere afgiver enorme mængder is fra iskapperne, som flyder ud i havet. Derfor har studier af gletsjere stor betydning i forhold til dels at kunne forstå, hvordan iskapperne reagere på klimaforandringer, og dels for at kunne forudsige fremtidens havniveaustigninger.
Der er endnu kun lidt viden om, hvad der kontrollerer gletsjernes dynamik. EastGRIP iskernen, som vil blive boret gennem den Nord-østgrønlandske gletsjer, vil både give ny viden om, hvordan gletsjere udvikler sig, og give detaljerede klimatiske data fra den seneste is- og mellemistids cyklus.
EastGRIP projektets hovedformål 2015
I 2015 vil feltsæsonen have som hovedformål at flytte bygninger, maskiner og øvrigt udstyr fra den tidligere NEEM lejr til den nye iskerneborelejr, EastGRIP. Og ved EastGRIP venter der også feltdeltagerne det store arbejde at etablere en landingsbane og andet infrastruktur.
Boring af EastGRIP iskernen vil først starte i 2016.
Renlandprojektet - RECAP
De klimatiske forhold ved Renland er stærkt påvirket af den varierende arktiske havis langs den Grønlandske østkyst. Derfor er det særligt interessant at bore en iskerne fra iskappen ved Renland.
Iskernen vil give informationer om Østgrønlandske klimaforhold og om havisen i det Arktiske Hav.
REnland ice CAP projektet har til formål at bore en ca. 500 meter dyb iskerne, gennem Renlands iskappe. Udfra målinger på denne iskerne vil det være muligt at aflæse de klima- og havisforhold, som har været gældende de seneste 100.000 år.