1. juni 2015
Pat kører afsted mod Summit. Anna og Nanna vinker farvel fra deres ”balkon”.
I dag landede den første LC-130’er i EGRIP lejren. Og flyet bragte en masse forandringer til lejren.
Dorthe fløj med ud for at hjælpe på FOM kontoret, og som afløser ankom Kim Ernst, som er kok i Restaurant Roklubben i Kangerlussuaq – og vi nød godt af hans moskusokse stuvning.
Flyet havde også brændstof med til os, og så var Pat parat til at forlade EGRIP og køre til Summit med slæde og traktor. Med på ladet havde han Nanna og Anna, som vil foretage radarmålinger på snelagene undervejs.
Det er også planlagt, at sætte Hugh Corrs radaren op ved starten af Østgrønlands isstrøm.
Resten af gruppen fortsatte med at bygge lejren op, og skelettet til det sidste værksted står nu færdigt. Og med det telt vil vi mere eller mindre have alt udstyr under teltdug for vinteren.
Dagens aktiviteter:
1. Modtaget Skier, som medbragte 3424 l brændstof
2. GrIT slæden kørte afsted mod Summit kl. 16.30
3. Skelettet til tømrerens værksted står færdigt
4. Udjævnet landingsbanen
5. Lagt gulvet i mekanikerens værksted
6. Arbejdet med DTU Space’s automatiske station
Ad.1: Den nye landingsbane var plan, men blød, og fordi der ikke var nogen vind til at få flyet i luften, blev den nødt til at prøve tre gange. I sidste forsøg brugte den hjælperaketter.
Vejret: Smuk dag. Temp. -13°C til -24°C, 1-3 m/s fra VNV. Sigtbarhed: Klart vejr.
FL, J.P. Steffensen