15. maj 2016

Så afgik traversen

Chris og Hans Christian kører afsted på traverse.

Vores snedker, Christian, har brug for bjælker til at fortsætte arbejdet med at bygge låg til de 6 m dybe og lodrette skakter ned til ballonhulerne. Disse låg vil på samme tid være gulv i de telte, som vi vil rejse over dem. I gulvene vil der være udskæringer som præcist passer til elevatoren (i den ene skakt) og til trappen (i den anden).

Imidlertid står vores tømmerforsyning på en slæde som står 135 km borte, og som vi måtte efterlade under traversen til EGRIP sidste år. Kl 1450  i dag kørte Chris og Hans Christian afsted med en Pistenbully for at hente slæderne, og kl 1830 var de allerede 43 km fra EGRIP med en fart på 15 km/t. Hvis alt går godt, vil de være tilbage på tirsdag.

Her i lejren får døgnvagten på pumperne til ballonerne snart ende. I aften kl 2100 holder vi op med at fylde luft på for at holde trykket, og i morgen begynder vi at suge luften ud af ballonerne. Vi krydser fingre for et godt resultat.

Hvad vi har foretaget os i dag:

1.    Reparation af frosne rør til drikkevandsforsyningen.
2.    Pakke og afrejse af traversen.
3.    Færdiggjorde arbejdet på låget/gulvet til elevatorskakten.
4.    Pumpede luft til ballonerne, 3 minutter hver time .
5.    Satte ny brusekabine op.

Ad.1: Vores hovedgenerator stoppede kl 0300 i nat, og før vi fik gang i den igen frøs vandrørene til drikkevandet. Vi er ikke bekymret for hovedgeneratoren, og vandrørene blev repareret på en time.


Vejret i dag: Klart, diset med diamantstøv. Temp.  -21 til -27°C. Vind:  5-8  m/s fra V til VNV. Sigtbarhed: 2 km, dis.

FL., J.P.Steffensen