22 juni 2016
Chris bygger snebakken i den sydlige ende af lejren. Udsyn fra tårnet i hovedbygningen.
I den kommende weekend forventer vi adskillige flyvninger til lejren med nye folk og nyt materiel. Blandt andet modtager vi en stor parabolantenne som forhåbentlig vil forsyne lejren med en hurtig internet-forbindelse. Antennen bliver placeret på en slæde i den sydlige ende af lejren, hvor den peger imod en geostationær satellit.
For at øge chancerne for at modtage det svage signal på disse høje breddegrader har Chris bygget flad snebakke, som slæden kan stå på. Bakken er forbundet med et strømkabel fra garagen og signalet fra antennen vil blive radiotransmitteret til hovedbygningen.
Ved det schweiziske borested er boringen indstillet for i år. En sjælden grønlandsk gejser opstod da Jakob og Barbara delvist tømte borehullet for borevæske ved at blæse luft ned på bunden af hullet gennem en slange. 25 liter borevæske blev opsamlet på overfladen.
EGRIP 2016 S1 boringen blev forsinket her til morgen på grund af et problem med opmålingen af kernen, men boringen er nu afsluttet i en dybde af 60.76 m.
Hvad vi har foretaget os i dag:
1. Tømte delvist borehullet for borevæske ved det schweiziske borested
2. Logget dybde til 60.76 m ved EGRIP 2016 S1 borested
3. Bygget snebakke til opstilling af parabolantenne
4. Gentog prøvetagning fra overflade langs en linje i ren-sne området
5. Monteret træpaneler på iskernelagerhylden
Vejret i dag: For det meste solskin med ankomst af lave brudte skyer om aftenen. Temperaturer ned til -19 °C om natten og op til -9 °C i løbet af dagen. Vind 4-6 m/s fra V.
FL, Anders Svensson