24 juni 2016

En fuldstændig hvid dag

Dronebillede af lejren, som den tager sig ud på en solskinsdag. Fra venstre mod højre: De røde telte er ’Weatherports’ (WP’er) som bruges til beboelse og opbevaring. WP’er har trægulv, er opvarmede og kan huse 2-8 personer. Én WP fungerer som et stort køleskab til opbevaring af mad. Den lille hvide struktur til venstre for hovedbygningen er en isbar lavet af sneblokke fra de udgravede haller. Disse befinder sig under de grønne telte, som dækker en elevator og en trappeskakt. Bagved hovedbygningen befinder sig generatoren og en brændstoftank (kan ikke ses), og til højre for bygningen ligger en bunke sne til at skovle op i snesmelteren, der leverer vand til vask. De to store røde telte er snedkerens og mekanikerens garager, der bruges som værksteder og til vedligeholdelse af køretøjer. Bygningerne ligger spredt for at undgå at sne bygger sig op imellem dem. Landingsbanen og lasteområdet for flyene ligger længere mod venstre og er ikke synlige på billedet. Endelig er den nye bakke til satellitmodtageren, tårnet og teltet til analyse af overfladeprocesser samt et par vejrstationer heller ikke synlige.



Da det var ‘Søndag’ i dag startede vi lidt senere end normalt. Forberedelserne til modtagelse af fly i weekenden fortsatte.

Det meste af dagen har det været overskyet, fuldstændigt hvidt og med dårlig kontrast. Det har sneet og vindretningen har været næsten vinkelret på landingsbanen: rigtig dårlige forhold for flyvninger. Vi håber på bedre vejr så det bliver muligt at modtage fly i de kommende dage.

Hvad vi har foretaget os i dag:

1.    Afsluttet nedpakning ved det schweiziske borested
2.    Gentaget prøvetagning fra overflade i ren-sne området
3.    Afsluttet tilskæring af boreskakt i borehal
4.    Klargjort til udlægning af gulv i borehal
5.    Pakket og dokumenteret iskasser
6.    Målt variation i højden af sneoverfladen

Vejret i dag: Overskyet med et par solstrejf om formiddagen. Skyerne er lave og danner ofte tåge. Noget snefald i løbet af eftermiddagen. Temperaturer ned til -14 °C om natten og op til -4 °C i løbet af dagen. Sent på aftenen er det -9 °C. Vind 2-6 m/s startende fra SE og skiftende til NW. Horisonten ses svagt eller slet ikke. Dårlig-til-ingen kontrast.

FL, Anders Svensson