17. og 18. juni 2017
Den tydelige syretop fra Laki-udbruddet 1783 AD.
Lørdag behandlede science trenchen is fra toppen af dybdekernen og de historiske vulkaner Tambora (1815 Indonesien) og Laki (1783 Island) trådte tydeligt frem som signifikante syretoppe i iskernen i de forventede dybder. Godt at vide at historien er uændret. Alle andre programmer skred fremad, selvom hastigheden er sænket henover weekenden.
Søndag morgen blev borehullet renset og logget. Lørdag aften var der et udvidet program: sushi til forret (Fumio og Wataru), imponerende luftdans-akrobatik fra loftet i hovedbygningen (Valerie), pulled beef til hovedret og iskerne-flødeis til dessert (Dorthe, Henrik og Nicolas), Swingdans-lektioner og –øvelser (Nicolas og Valerie) og almindelig fest til slut. Sikken en oplevelse. Vi afventer i øjeblikket en vindslæde (som trækkes af en drage) der har krydset Indlandsisen fra Kanger i løbet af den sidste måneds tid. I løbet af lørdagen var der god vind, så de 5 personer på slæden annoncerede deres ankomst til lørdag aften. Senere aftog vinden dog og slæden stod stille 40 km fra lejren. Vi forventer nu at den ankommer i morgen, mandag.
Hvad vi har lavet i dag:
Vejret: Lørdag mest skyfrit med få høje skyer. Temperatur: –10 °C til –18 °C. I løbet af dagen vind 5-7 m/s startede i Syd drejende mod Vest. Om aftenen 1-2 m/s.
Søndag tåge / lave skyer og ganske let snefald. Temperatur: -8 °C til -18 °C. I løbet af dagen vind 2-4 m/s startende i Vest drejende mod Nord. Vindstille om aftenen.
FL, Anders Svensson
Transportmidlerne ved EGRIP er mangfoldige. Chris passerer forbi hovedbygningen.